Tilbage i oktober 2008 holdt DR2 temaaften om coaching. I udsendelsen ser vi en række danske coaches fortælle om deres metoder, bl.a. stifter af DISPUK og professor i coaching ved CBS Allan Holmgren der efterfølgende viser os hvordan coaching og narrative metode kan give en dybt meningsfuld og frugtbar samtale i dialog med Christine Feldthaus der lider af trafikangst og hendes mand der ovenikøbet er chauffør.
Før samtalen begynder hører vi om Christines velbegrundede skepsis overfor coaching som fænomen og Allan Holmgrens befriende holdninger. Han er “ekspert i at være ikke-ekspert” og lægger med det samme afstand til tomme (og i sidste ende decideret skadelige) elite-idræts metaforer om højere, hurtigere og bedre og vælger i stedet at arbejde med anerkendende udforskning og narrativer. I stedet for bevidstløs “succes-coaching” og forsimplet mål-middel-forhindring-handling tankegang får vi et eksempel at se på hvordan ægte nysgerrighed, gensidig respekt giver åbner for nye og konstruktive perspektiver på en alvorlig og tilbagevendende problemstilling ved at finde ind til en ny og ressourcefyldt historie. Det er virtouost og frydefyldt at se hvordan to (ja faktisk tre) højt begavede mennesker kan spille bold med humor og alvor og få et praktisk udbytte med også.
Bemærk at den metode Holmgren bruger faktisk er den eneste i hele tema-aftenen som en leder kan bruge overfor en medarbejder. Den er respektfuld og aldrig grænseoverskridende. Der er fokus på mønstre og relationer i stedet for den efterhånden frygtede “coachende chef” der borer i sine medarbejderes følelser og forhindringer. I stedet ser vi her en metode vi som ledere kan bruge, fordi der autentisk bliver budt ind med relevant og ligeværdig informtion om sig selv, men med klar fokus på opgaven, de rammer der er sat og fokuspersonens behov og grænser. Det er praktisk anvendeligt og inspirerende.