Bilfrie søndage
Søndagstrafik i Hørsholm nord for København i 1974. Danmark indførte bilfrie søndage i 1973 som reaktion på oliekrisen.
For 30 år siden byggede Ørsted verdens første havvindmøllepark. Et projekt, mange dengang opfattede som en vild og tosset idé.
Mød fire af dem, der var med i havvindeventyrets unge år, og som uden at vide det blev pionerer inden for en teknologi, der i disse år har fået sit globale gennembrud som en af de vigtigste løsninger i verdens omstilling til grøn energi.
Ingen troede på havvind
Peter Buhl sidder på sit kontor hos Ørsted i Skærbæk. I øjeblikket arbejder han med at opføre havvindmølleparker på den anden side af jorden ud for Taiwans vestkyst. Han er bygningsingeniør og specialist i fundamenter til havvindmøller – altså hvordan man designer, dimensionerer og installerer de fundamenter, der gør, at en havvindmølle står sikkert på havbunden år efter år.
Peter er i dag en af Ørsteds mest erfarne medarbejdere. Hans første erfaringer med havvind er lige så gamle som teknologien selv, for Peter var med til at bygge verdens første havvindmøllepark for 30 år siden:
– På Vindeby, det der projekt med offshore-møller, der var jeg – ah, ikke ung ingeniør, men ingeniør – pladsingeniør på fundamenterne og arbejdede med støbning og udsætning af fundamenterne. Det var første gang, jeg arbejdede med vind og fundamenter til vind. Jeg havde arbejdet med havnebygning før – i endda nogle år.
Dengang var Peter ansat hos entreprenørvirksomheden Monberg & Thorsen, der havde fået opgaven med at levere fundamenterne til Vindeby Havmøllepark. Fundamenterne blev støbt i beton og placeret på havbunden ud for Lollands kyst.
I dag er havvind kendt over hele verden som en vigtig brik i den nødvendige omstilling fra forurenende fossile brændstoffer til vedvarende energi.
Men for 30 år siden, da Elkraft, som senere er blevet til Ørsted, byggede Vindeby Havmøllepark, blev havvind mødt af skespis i branchen, husker Peter Buhl. Og han indrømmer gerne, at han selv var en af dem, der i begyndelsen ikke kunne se fremtidsperspektiverne i havvind:
– Det var alt for dyrt, og det var vanskeligt, og det var det ene og det andet, for man kunne jo ikke gå på vandet, så det var svært at komme ud til møllerne og fundamenterne.
Jeg var fuldstændig enig med alle de andre: Det troede jeg ikke på, at der var meget fremtid i.
Kul var konge
Den danske energiforsyning for 30 år siden var præget af, at Danmark havde kæmpet sig tilbage fra oliekriserne i 70’erne. Man havde blandt andet valgt at skifte til kul som erstatning for olie i elproduktionen.
Foto: Hørsholm Lokalarkiv
Ændringerne i elproduktionen var et led i politikernes omlægning til en flerstrenget energiforsyning, der havde til hensigt at øge forsyningssikkerheden ved at mindske olieafhængigheden. Kul var på den måde med til at løse en vigtig samfundsudfordring og blev af mange set som fremtidens sikre energikilde.
Men politikerne ville også investere i vedvarende energiformer som vind. Allerede i 1979 havde Folketinget vedtaget en lov om støtte til vindmøller, og i 1985 blev elselskaberne pålagt at bygge vindmøller for at bekæmpe drivhuseffekten og nedsætte CO2-udslippet.
Det var som led i denne ambition, at verdens første havvindmøllepark blev bygget ud for Vindeby.
Vindeby skulle vise, om havvind kunne lykkes
På trods af tvivlen om havvinds plads i energisystemet, var der i projektet enighed om at finde ud af, om det rent faktisk kunne lade sig gøre at bygge og drive en havvindmøllepark, der også ville give mening økonomisk.
Der fandtes allerede mange vindmøller på land, og den spirende interesse for at forsøge sig med vindmølleparker på havet hang først og fremmest sammen med at det blæser væsentligt mere på havet. Man forventede, at en vindmølle kunne producere op til 50% mere strøm, hvis den stod på havet, end på land. Og da der er god plads i havet omkring Danmark, var potentialet teoretisk set stort.
Men ville det fungere i praksis? Vindeby Havmøllepark skulle bringe fakta på bordet om potentialet i at høste grøn energi fra vinden på havet.
Frank Olsen var for 30 år siden afdelingsleder i Elkraft, i dag Ørsted, og havde ansvaret for opførelsen af Vindeby Havmøllepark. Han husker, at der var meget fokus på projektet i branchen, og det lagde et vist pres:
– Der var mange af den tids vindmøller, der havarerede, og der var mange af den tids vindmøller, der havde dårlige gearkasser. Hvis det er på landjorden, så løser man det dagen efter, men der kunne gå måneder, inden man kunne komme ud til Vindeby.
Og min største frygt var, at der stod nogle møller derude, som én efter én havarerede, og så kunne man ikke komme ud til dem.
Og så kunne alle sige: Se – havmøller, det dur ikke!
Derfor var Frank og hans kolleger på Vindeby Havmøllepark opsatte på, at det teknisk blev et godt projekt. For det var en forudsætning for, at man faktisk kunne afprøve teknologien og finde ud af, om det teknisk og økonomisk ville give mening at bygge og drive havvindmølleparker.
Og det mål var der opbakning om – både blandt fortalerne og skeptikerne i branchen, fortæller Frank:
– Der var to drivere i vindkraften: Dem, der ønskede at vise, at det ikke duede, og dem, der ønskede at vise, at det duede. Jeg mødte ikke nogen indædte modstandere af projektet, og det gav sådan set en positiv ånd.
De bedre vindforhold på havet talte altså for at bygge havvindmøller, men der var åbenlyse udfordringer, der talte imod projektet. En vindmølle på havet bliver fx udsat for saltvand og salttåger og øget risiko for lynnedslag i forhold til en vindmølle på land. Men Frank og hans kolleger fandt løsninger på udfordringerne, og Vindeby blev ikke en fiasko.
Se, hvordan Frank og hans kolleger løste udfordringerne ved at sætte vindmøllerne ud på vandet her.
Vindeby Havmøllepark
Men det var ikke kun konstruktionerne, som skulle tilpasses et liv på havet, det skulle vedligeholdelsen af møllerne også. Og det var afgørende med en effektiv servicering, så møllerne ikke stod stille.
Morten Larsen går rundt på havnen i Esbjerg. Han er Offshore Installation Manager i Ørsted og i øjeblikket en del af det team, som installerer vindmøllerne i havvindmølleparken Hornsea 2 ud for Englands østkyst. Han er i Esbjerg for at sikre, at det ene af projektets to installationsskibe, som lige nu ligger i havnen, bliver gjort rigtigt klar til opgaven. Derefter tager han til Ørsteds base på havnen i Vlissingen i Holland for at klargøre det andet installationsskib, og så tager han til Hull i England for at være med under opførelsen af havvindmølleparken, som bliver verdens største.
Morten er oprindeligt uddannet lastvognsmekaniker, men skiftede spor og blev vindmølletekniker. Vindeby blev den første af mange havvindmølleparker, han servicerede, og der skulle findes nye løsninger, for det var noget ganske andet end at servicere møller på land, hvor man kunne parkere servicebilen ved foden af vindmøllen.
Servicering af Vindebymølle under åben himmel.
Når man tænker på de højteknologiske løsninger og servicefartøjer, der i dag er en del af vindmølleteknikernes hverdag, er det fascinerende at høre Morten fortælle om, hvordan han og kollegerne klarede arbejdet dengang:
– Vi havde selvfølgelig en servicebil, så vi kørte til Onsevig. Der havde vi en ældre herre, som havde en fiskekutter, som vi havde hyret ind. Han hed Bent.
Ham ringede vil til om morgenen kl. halv syv. Og så sagde vi til ham, at vi skulle ud og lave service. Når vi kom ned til Bent, så var kutteren startet, og der var varme i kabinen.
Bent sejlede Morten og hans kollega ud til møllerne. Morten fortæller, at når kutteren lagde til ved en mølle, klatrede de op på fundamentet på en stige, fik deres værktøj over, og derefter fortsatte de på en anden stige inde i møllen med lidt over 30 meter til toppen. Derefter skulle de selv trække deres værktøj op med håndkraft, før de kunne gå i gang med arbejdet:
– Vi havde måske 3-4 værktøjsspande, og de skulle ikke være for tunge, for det var én mand, der skulle stå med et reb.
Man havde ikke brug for at gå i motionscenter dengang – det havde vi klaret på arbejde.
Hør Morten fortælle om livet som vindmølletekniker på verdens første havvindmøllepark her.30 års udvikling ingen kunne forestille sig
Torben Poulsen arbejder ligesom Peter Buhl med base på Ørsteds kontor i Skærbæk. Men i modsætning til Peter, der arbejder med Ørsteds havvindprojekter i Taiwan, er Torben en del af det team, der skal bygge havvindmølleparker ud for New York på USA´s østkyst. Han er uddannet maskiningeniør og startede sin offshore-karriere på Vindeby-møllerne, hvor han fik opgaven med at gå dem igennem for mangler i forbindelse med færdiggørelsen af projektet.
Torbens erfaringer fra Vindeby og frem til i dag giver ham et skarpt øje for den udvikling, havvindindustrien har gennemgået. Han ser Vindeby som det projekt, der satte gang i den rivende udvikling af havvind, som har gjort det til en global industri i dag:
– Mine tanker om Vindeby her 30 år efter er egentlig, at det har været et super spændende projekt at være en lille del af, og det var med til ligesom at drive udviklingen i forhold til den senere udvikling, der er kommet på offshore vind-projekter.
Én betragtning går igen hos de fire havvindpionerer, og det er den imponerende hastighed, som havvind har udviklet sig med siden de første vingesus for 30 år siden. Torben fortæller:
- De vinger, vi sætter på den nye møller her i dag bliver på over 100 meter. Det er en anden skala end den rotor på 37 meter, vi kiggede på i sin tid i Vindeby.
Frank Olsen, der var ansvarlig for opførelsen af Vindeby Havmøllepark, havde allerede dengang ønsket sig større vindmøller til projektet end vindmøllerne fra Bonus på 450 KW. Men det var de største pålidelige møller, der var tilgængelige på den tid. Han siger:
– Jeg havde aldrig troet, at man kunne bygge dem på 10-15 MW, men det kan man jo i dag, og meget af det kommer af, at man har nogle helt andre materialer.
I dag har vindmøllerne udviklet sig så meget, at de leverer omkring 30 gange mere strøm per vindmølle end Vindeby-møllerne.
Peter Buhl fortæller:
– Det ene trin har jo været med til at udvikle det næste. Der er sket en udvikling både af ingeniørvidenskaben omkring det og, også omkring løfteudstyr, skibe og producenter af ikke kun betonfundamenter, men især stålproduktion, som er blevet en kæmpe industri.
Og det er næsten ufatteligt, når man ser, hvad der er sket. Dengang var der ingen, der havde forestillet sig, at vi ville komme til det, vi er kommet til i dag – overhovedet!
Og i dag arbejder vi både i USA, Nordeuropa og Asien, så det er spændende, og det er en utrolig udvikling, der er kommet derovre på ganske få år i virkeligheden.
Det var også det, at man lavede noget, som man troede ikke kunne laves, ikk?
Og det var nok det, der var det vigtigste ved Vindeby. Det var egentlig det, at man dokumenterede, at man rent faktisk kunne sætte møller ud på vandet.
Se Frank, Peter, Torben og Morten sætte ord på udviklingen fra Vindeby.
